Shakopee, Minnesota, til Bismarck, North Dakota
7. august 1997
Start 6.45 am. Ankomst 3.00 pm. - 447 miles
For at turen skulle få en god start spiste vi morgenmad
på vores lille Wind Mill Café. Stedet midt på 13th Street
i forstaden Savage lige overfor kornsiloerne, og der hvor håndværkerne
stopper for at få deres morgenmad, og hvor repræsentanterne
sidder med deres mobiltelefoner og ordrebøger. Stedet, hvor servitricerne
kender alle gæsterne. Også os. Nu er det altså 2 år
siden, vi sidst var her. Alligevel blev vi hilst med: ”Velkommen, vi har
lige talt om, at det er ved denne årstid, I plejer at komme. Det
er to nr. 3 med overeasy eggs og sausage, ikke sandt?”
Turen fra 13th Street starter med, at vi skal krydse
floden Minnesota, som kort efter vores krydsning løber sammen med
Mississippi, derefter går turen videre gennem den vestlige
del af Minneapolis, et område vi ikke kender så meget til,
det ligner i øvrigt alle de andre triste dele af normale forstadsbebyggelser
bestående af lige dele boliger, fabrikker, indkøbscentre og
veje. Men efter denne lidt halvkedelige tur, som kun varer ca. en halv
times tid, når vi til Interstate 94, som går nordvest til
Fargo. Fargo nås i løbet af formiddagen efter diverse små
ophold ved flere Historic Sites.
Historic Sites er brune skilte med angivelse af en eller anden
betydende hændelse fra år tilbage. Mange af historierne er
meget spændende og fortæller historie, der er fængslende,
men vi har også været ude for nogle højst besynderlige
oplysninger, som efter vores opfattelse ikke har meget med områdets
historie at gøre. Men alligevel drager disse store brune skilte
os, og mange gange har de virkeligt fortalt os en historie, som blandt
andet her langs I94, hvor den gamle handelsesrute ”Red River Ox Cart Trails”
gik. Det var den rute der blev anvendt fra canadiske bopladser til St.
Paul blandt andet med pelse.
Gennem Fargo går tankerne både til Vaughns mor
og til den pragtfulde film, ”Fargo”, og vi kan ikke lade være med
at tænke på den besværlige tur vi havde i 1994, da vi
ville besøge Vaughns broder og moder. Vi brugte mindst en time på
at køre frem og tilbage for at finde den Street, hvor Vaughns moder
boede. Til sidst måtte vi opgive, hvad der normalt ikke lige er os,
men vi måtte ringe til Vaughns broder og bede ham hente os ved et
Mall. Det viste sig så, at den vej hun boede på var lukket
i den ene ende på grund af vejarbejde, så det var derfor vi
aldrig fandt den. Fra Fargo går turen videre ad I94 i North Dakota,
hvor sidste forårs voldsomme oversvømmelser har sat sine tydelige
spor.
Turen til Bismack var lang og varm. Hvor er det dog velsignet med den
aircondition i bilen, som denne gang er en Chevrolet Lumina.
En dejlig bil på størrelse med en Camry.
Bilen havde noget nyt for de amerikanske biler, konstant lys ved kørsel,
så nu er denne færdselssikkerhedsforanstaltning også
nået det amerikanske kontinent. Radioen var selvfølgelig med
CD-afspiller, så før vi kørte fra Minneapolis, besøgte
vi Best Buy, hvor vi købte mange gode cd’ere blandt andet med U2.
De blev spillet ret tynde på vejen, det er nemlig ikke til at holde
ud at høre de amerikanske lokalstationer. Ikke alene råber
de deres reklamer ud, men de kan simpelt hen ikke lade være med at
spille Country and Western og det er ikke til at holde ud at høre,
næh må vi så bede om U2, Bruce Springsteen og hvad vi
ellers har med os denne gang. Hver gang vi er i USA lærer vi noget
nyt, eller også er vi meget tungnemme. Men denne gang opdagede vi
at, ikke alene var Cruise-control’leren god til at holde fartgrænserne,
men ved at trykke på en lille knap kunne man, uden brug af speeder,
få farten til at stige, f. eks. ved overhaling. Ak ja, man skal jo
ikke benytte for mange unødvendige bevægelser for at komme
frem.
Campingpladsen i Bismarck ligger lidt uden for selve byen,
som tilsyneladende kun har en ting at prale med. Dens “høje” rådhus
på 19 etager. Derfor har byen fået tilnavnet the Skyscraber
Capitol. Men da byen ligger i et meget fladt hvedeland, kan dette rådhus
ses milevidt. Hovedhistorien fra denne plads er uden al tvivl vores naboer,
som besøgte os på høflighedsvisit umiddelbart efter
at vi havde rejst vores telt. Ved præsentationen, som blev foretaget
af en pæn 50 årig meget amerikansk dame, blev mandens hjertestop
for nylig nævnt, som en meget vigtig bestanddel af præsentationen.
Det var lidt overraskende for os, men efter de første sekunders
tid lykkedes det at få en samtale i gang, som selvfølgelig
mest gik på deres besværligheder. Men vi fik da meget at vide,
hvor de boede, hvor gamle de var, hvor de kom fra og hvor de skulle hen.
En oplevelse af de små måske nok, men en oplevelse vi ikke
under nogen som helst grund vil undvære. Disse mange små oplevelser
er grunden til at vi elsker denne rejseform i USA. Hvis ikke vi også
ser amerikanerne på denne måde, er alt jo ikke til at holde
ud. Så ser man kun alt det negative. Der er mange positive oplevelser,
men man skal søge dem, de kommer ikke helt af sig selv.
Det er altid spændende og sjovt, at pakke ud på den første
campingplads, hvor meget har vi glemt, hvor ligger dit og hvor ligger dat.
Den første madlavning og den første udpakning, som nu skal
gøres til et fast procedure. Men tilsyneladende har vi ikke glemt
noget, vi har i hvert fald ikke opdaget det endnu.
Dette var så vores første nat på denne rejse, dejligt
vejr ikke for varmt, ikke for koldt. Stille aften og det var
bestemt ikke svært at falde i søvn.
|